9. maj 2011
Aarslev Budcentral A/S henter DM titlen tilbage i Region Syd!

Transportminister Hans Chr. Schmidt overrakte prisen til Bettina og Dennis Just
Om den grønne glasstatuette, der føler med titlen som ”Årets Transport virksomhed 2011” er kunst eller skrammel kan diskuteres.
Årslev Budcentral fik på DTLs generalforsamling i lørdags overrakt nr. 2 af slagsen og dermed står det derimod ikke til diskussion, at virksomheden, der også driver Odense Logistik Center A/S er en suveræn vinder af den landsdækkende konkurrence.
Det står ej heller til diskussion, at dette års vinder gør sig velfortjent til hæderen. Mange andre virksomheder i Region Syds medlemskreds fortjener ligeledes hæder – alene fordi de driver en hæderlig forretning med daglig respekt for og fokus på opgaven. Kundebetjeningen og hensynet til medarbejderen er i top. Det afføder respekt for de ejere og ledere, der udgør Region Syds medlemskreds.
Men Aarslev Budcentral A/S har særlige kvaliteter: man har en klar vækststrategi – og et stålsat vilje til at nå målene. Ejerleder Dennis Just har for længst erkendt at den vigtigste ressource for at realisere målsætningen er velmotiverede og dygtige medarbejdere – og en professionel bestyrelse. Så kan alt lade sig gøre – også at ledelsen bevarer overblikket i en periode præget at stærk ekspansion.
Der er ingen tvivl om, at det vil kræve slid og slæb at nå de ambitiøse vækst mål. Ikke alt vil gå som planlagt – langtfra. Kunder vil komme og nogle vil gå – også de gode kunder, man satsede på. Men andre, man ikke regnede med, vil fylde op i stedet. Vækst og succes avler interesse – hos kunder, leverandører og medarbejdere. Motivation er den stærkeste og vigtigste drivkraft hos alle involverede. Det virker som om, at den findes i alle hjørnerne hos Aarslev Budcentral A/S.
Et HJERTELIG TILLYKKE fra DTL Region Syd – vi glæder os til at følge med Jer fremover!