15. december 2011
Ny godskørselslov (halvvejs) vedtaget
En ny godskørselslov er på vej til at blive vedtaget – i etaper!
På informationsmødet forleden i Middelfart, som DTL’s regionskontor afholdt i samarbejde med ITD, fik deltagerne et grundigt indblik i, hvor langt man er kommet – og hvad der med stor sandsynlighed yderligere venter, når den sidste del af lovpakken fremsættes i februar 2012.
Godskørselsloven er formodentlig den lov, der har størst indflydelse på branchens vilkår. I sammenhæng hermed foretages en revision af loven i forhold til bødeforhøjelser og arbejdstidsdirektivet for selvstændige. Endelige implementeres EU’s forordninger om afgang til erhvervet og cabotagereglerne.
Totalt set er der tale om en ganske omfattende lovpakke med både forringelser og forbedringer af vilkårene for vognmandsbranchen.
Kravene til den ansvarlige leder strammes en smule med henblik på at forhindre konkursrytteri, men loven vil fortsat alene være gældende ved totalvægt over 3,5 t. og hastigheder over 40 km/t. Dvs. at traktorer og større varebiler ikke bliver omfattet, som bla. DTL havde foreslået.
Reglerne om arbejdstid for selvkørende vognmænd vedtages, men definitionen på ”arbejdstid” er endnu ikke afklaret ligesom ingen ved, hvem der skal stå for kontrollen.
Det fremtidige forslag omfatter bl.a. 10 årig universaltilladelse, kontrol med overenskomster, nedlæggelse af Vejtransportrådet m.v.
Kontrollen med overholdelse af overenskomster indebærer, at Trafikstyrelsen efter indkaldelse af lønsedler og ansættelsespapirer sender disse til gennemsyn hos arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationer. Finder Trafikstyrelsen på baggrund af udtalelser fra arbejdstager- og arbejdsgiverorganisationer, at der foreligger manglende overholdelse af kollektiv overenskomst, vil der ske konfiskation af evt. fortjeneste + sumbøde på kr. 10.000.
Kravet om indsendelse af dokumenter rettes alene mod virksomheder, der ikke er medlemmer af arbejdsgiverorganisationer.
Læs mere: Hent kopi af informationsmateriale