9. april 2010
Årets Transportvirksomhed 2010 i Region Syd

Fra venstre: vognmændene Ib G. Larsen, Anders Jørgensen og Henning Sejer Pedersen
Den regionale dommerkomite har indstillet flg. 3 finalister til at dyste om titlen som Årets Transportvirksomhed 2010 i Region Syd:
Anders Jørgensen & Sønner, Ærøskøbing.
Anders grundlagde firmaet i 1964 og beskæftiger i dag 10 ansatte og 10 køretøjer. Firmaet er meget alsidigt og blandt de mange forskellige opgaver kan nævnes, renovations, entreprenør og stykgodskørsel, ligesom man er Dansk Autohjælp på Ærø, - samt drift af maskinstation. Anders vægter trafiksikkerhed højt, og arbejder kraftigt for dette emne, bla. med undervisning på skoler. Af nye tiltag kan nævnes at Anders arbejder på at blive godkendt som modtagerstation for affald.
Henning Sejer Pedersen ApS, Bylderup-Bov.
Henning far grundlagde firmaet i 1952 og i 1993 overtog Henning firmaet, - som i dag beskæftiger 7 lastbiler og 9 ansatte. Hennings motto er; stilstand er ikke vejen frem, og at man skal drive sin virksomhed med god moral. Kundesegmenterne favner bredt, bla.: eksportkørsel samt transport af gylle, stykgods, sand – grus. Udover dette tilbydes der også affaldshåndtering og salg & levering af diesel, hydraulik, smøreolie etc. Henning har et godt netværk, som arbejdes og ”sparres” tæt sammen med.
Ib G. Larsen, Ølgod.
Ib grundlagde firmaet i 1994 og beskæftiger i dag 10 medarbejdere. Som hovedopgaver udføres der distribution af køkkener og skoleinventar for faste og loyale kunder, opgaver der stiller store krav til rettidige leveringer. Det andet område Ib beskæftiger sig med er flytning og opbevaring af flyttegods. For at gøre flytninger for private nemmere har Ib investeret i en sideloader, der passer på alle køretøjer, så containerne kan sættes ned i ”gulvhøjde”. Ib vægter sikkerhed højt og fik det første kamera på sine biler tilbage i 1999.
Regionens kandidat til Årets Transportvirksomhed 2010 nomineres ved et medlemsarrangement den 21. april 2010 kl. 18.30 hos Scania Biler, Vejle. Ved samme lejlighed er der mulighed for at få inspiration fra en professionel "coach", nemlig superliga træner fra EFB, Ove Pedersen og der bydes på lidt godt til ganen.